Knut var en nådegave fra Gud

visknutsitterE. GARLID:   Nytår 1871 flyttede jeg som folkeskolelærer til Øvre Svatsum og Espedalen og blev der som sådan i 3 1/2 år. I Espedalen havde jeg 9 ugers skole om året nær Vis-Knuts hjem Erlandshusene og havde således anledning til å omgåes ham ikke så ganske lidet. Nogle træk om ham fra denne tid skal jeg så nøkternt og sandt som jeg er istand til, nedenfor nedskrive, da det muligens vil være til nogen belysning af hans person og virksomhet.

Først en kort skildring af hans ydre person og utseende. Han var høi af vext, lidt foroverbøiet og hverken tyk eller mager, så midt imellem. Han havde store, knoklete lemmer og lange armer og hænder. Ansigtet var langt og grovt bygget, men med et mildt fredeligt udtryk. Munden var altid halvåben og gav udtryk for en mellemting af smil og grin, mest det første. Panden var ganske høi, og issen, der var aldeles skoldet langt nedover, var høl og pent afrundet op. Han var meget skjeløiet (vandøigd) på begge øinene.

På nedre del af bakhovedet havde han en prem af tyndt, hvidt hår, der rak langt på trøiekragen. Han havde aldri nogen betækning på hovedet. Jeg så ham kjøre i streng kulde til kirken med bart hoved. I det hele var hans ydre person «stygg», men følelsen deraf faldt aldeles bort, strax man lærte ham at kjende; thi indenfor dette grove ydre følte man snart tilstedeværelsen af en ædel, fredfuld, gudfryktig og kjærlig ånd, som man i høi grad følte sig tiltrukken af og længtede efter at komme sammen med  igjen.

På begge fødder var han halt, da han ved at falde, havde brukket dem – et hver gang. Når han var ude, brukte han to staver, inde på gulvet bare en. Han gik med en stav på den måde, at han flyttede høire fod fremad nogle tommer og drog venstre efter. Han havde en ganske malmfuld men mild stemme, og greit taleorgan. Nogle gange hørte jeg ham læse et stykke af bibelen og tale over. Han læste så dårligt inni bog, at det var meget vanskelig at fatte meningen; men når han talte over det, vidste de sig, at han havde en klar og sikker oppfatning af det læste. Han sang gjerne, men på grund af alderen med noget brusten stemme. Han havde vist engang været en god omend svært lidet udviklet sanger.

Han havde en dyb erkjendelse af menneskenaturens fordervelse ved syndefaldet og et dybt kjendskab til folks feiler og skrøbelighed; men han havde også en sjelden evne til at bære over med og tåle andres fejl; men når nogen ikke vilde bøie sig for Gud og Guds ords autoritet, krænkede og bedrøvede det ham dybt, og det var han streng imot.

I syvtiårene (1870) udtalte en af vore største mænd (Wergeland?) på et møde i Kristiania: «Lad Os få noget mer fritænkeri!» Da jeg refererede denne udtalelse for Knut, blev han meget bedrøvet og sa omtrent så: «

Å nei, hå tungt det er å høre. Han har talt og skrevet så meget vakkert, at jeg var blev så glad i ham og trudde så godt om ham, og no får jeg høre at han, kanskje den største ånd i vort land, ønsker fritænkeri og ugudelighed over vort lard og folk. Gud skjerme os derfra.

Forsoningen i Kristus var han barnlig glad i og i dyb ydmykhet forvisset om at have del i. Når han talte derom, og det gjorde han så gjerne, talte han sig selv og alle, som hørte på, glad, så det ofte var frydefulde stunder.

Det var langt til kirke fra Espedalen, over 1 mil. Befolkningen fra søndre Espedalen samlet sig da gjerne hver søndag til andagt i Knuts hjem, og huset var ofte fuldt. Når så andagten skulde begynde, gik han selv borti skapet efter Mullers huspostille, som han var inderlig glad i. Når han så på sin klodshendte måde endelig havde fået den under venstre arm og med staven i høire hånd skarkede over gulvet på plads igjen, slog han hovedet gjerne op med en lun, komisk mine og sa: «Jeg skydser præsten, jeg; hei for en skydskarl! ha, ha, ha!»

Denne lune spøg og komik smittede hele forsamlingen, så alle lo stille og hjertelig. Når han så var kommen på plads igjen, sa gjerne en eller anden i forsamlingen: «Du får vel å si op en salme, du da Knut.» Uden at lede i salmebogen bevegede han hovedet, som om han lyttede skarpt efter noget, og om lidt sa han: «Jad’n trur jeg vi synger nr. det og det.» De således valgte salmer passede altid godt til det Guds ord, som andagten dreiede sig om.

Efter andagten skulde alle ha kaffe og biteti, og de som vilde, tobak. Under tilberedelsen og nydelsen deraf, gik tiden let og hurtigt under lun samtale og en eller anden sang og fortælling. Andagtene hos Knut var i bedste mening opbyggelige.

Midt overfor Knuts hjem på sydvestsiden af den trange dal er et høit langstrakt fjeld, som hedder Sokken. Langs efter det går der flere parallelle høiderygger, der i snesmeltningen om våren snart blir bare og ser da ud som sorte striber. En vår i varmt vejr kom jeg til Knut, der sad og så ud gjennem vinduet over mot Sokken og sa glad:

Jad’n er det blet godt vær no lel; Sokken har begyndt å gråte lange, svarte tårer ser jeg.

En anden vår kom jeg til ham i strålende varm solskin og sa: «Nu er det så vakkert ude og godt veir, at det er meget bedre at være ute.» «Ja, lad Os gå ut,» sa han, og vi gik ut. Han stod en lang stund og så og lydde og udbrød derpå glad, begeistret:

Å nei, hå vakkert det no er. Marka holder på å pynte se i sin grønne dragt, og sjå bjørka, du, hå blug ho står der, kvit på leggjom og letter på sitt grønne skjørt for ikke å væte det i snogvatnet. Også grana og furua ha pynta se mæ friskere grønt, og jeg kjender det på lugten, hås’n heggen stræver for å få fram sin kvite blomsterpragt. Hør gauken, håssen han roper på sin make, og alle de andre fuglan. Det er spellemannan det i vårens bryllaup; de spiller og synger av glæde for friheten og sommeren og takker på denne måte sin skapar. Den herlige sol med sit lys og sin varme har løst alt fra vinterens mørke og bånd, og bækkjan de skvaldrer og snakker om det so hugnasamt og glade. Gud være tak.

Så stod han lidt og tænkte, og imens lyste hans ansikt op af dyb, indre glæde, og han sa:

Å nei, du, når evighetens vår kommer, og al skapningen er løst fra syndens, dødens og djævelens bånd og mørke og tildelt fuldkomment liv og herlighet, som aldrig forgår, nei, da blir det vakkert og godt da.

En eftermiddag, jeg var plaget af smærter over maven, gik jeg til Knut. Da jeg hadde sittet lidt, sa han:

«Er du låk idag, Garlid?»

«Ja, jeg har leie smerter over maven,» siger jeg.

«Jad’n skal jeg gjøre deg god att tå di, lel,» sa han på en opmuntrende måde. «Gå borti skåpe der, der står det en flaske og et rundt vinglas frammed. Slå ti glasset af flasken, til jeg siger stop, og drik det alt sammen, so jad’n trur jeg, du blir god att.»

Jeg gjorde som han bad mig, og da glasset var vel halvt, sa han: «Stop no å drik detta.» Det var kognak og malurt på.

Da jeg havde drukket af det flydende sa han: «Du lyt ta det tykke også; sop det ti deg med fingeren.»

Da jeg hadde gjort det, sad vi og snakkede en stund, hvorpå han spør: «Blir du bedre?»

«Nei, jeg er heller værre,» svarede jeg.

«Er du like glad, om jeg får tage med hånden på bare legemet, der du har ondt?» spurgte han.

Jeg løste op klæderne, og han tog med hånden over maven. Hånden for urolig om, til den kom dit, hvor det var ondt. Der stanset den og klemte lidt og trykket, og jeg følte en lignende fornemmelse i legemet som når jeg holder i en elektrisitetsmaskine med nogenlunde sterk strøm. Under dette skalv han lidt og hadde små trækninger i legemet. Lidt efter gik jeg hjem, og smertene over maven var borte.

Knut hadde svert ofte nogen forunderlige trekninger i legemet, særlig droges hovedet og over-kroppen i en bestemt retning. Under bøn, andagt, salmesang, samtaler, ja ved alle mulige leiligheter kom disse trækninger igjen sterkere eller svakere. En gang, jeg stod og talte med ham, greb disse trekninger ham sterkere end almindeligt, og han udbryter klagende:

«Å nei, denne telegraffen plager mig så! Håfor kan døm inte skunde seg å koma da når døm endeleg vil snakke med meg?»

«Ja, hvad er dette fornoget, Knut?» spurgte jeg.

«Jad’n ska jeg sige dig det,» sa han. «Når der er nogen, som stundes etter å snakke med mig, så trekkes jeg i den retning døm er, sterkere tes mer dei stunder.» At disse trekninger smertede ham, vidste sig på det smertefulde udtryk hans ansikt fik under dem.

En aften jeg kom til ham, bad han mig læse brev for ham, som han hadde fåt for nogle dager siden. Brevet var fra en syg langt nord i Nordland. Han hadde vært syg i flere år og søgt flere læger, men var fremdeles lige dårlig, og bad Knut så inderlig, og som det sidste håb, om råd og hjælp.

«Du får nok svare denne stakkars syge,» sa jeg; «han længtes så».

«Jeg vilde gjere svare alle jeg» svarede han; «men jeg kan hverken læse skrift eller skrive og jeg har heller ikke nogen til at skrive for mig. Vil du vera så snild å skrive, skal jeg svare straks.» Jeg læste da op igjen den syges brev, og Knut begyndte straks at bevæge hovedet og lye og om lidt sa han:

Han skal ta kvitlauk og ha på vin og drikke, ligeså skal han drikke the af enbær. Detta skal han holde på med ei tid, og dersom Gud legger velsignelsen til, so jad’n bli han god att.

I et brev var det også forespørsel fra en gård om vand. Da han havde siddet og lyet og tænkt en stund sa han:

Jad’n kan døm få lettere til vand på dessa gara (denne gård) lel. Fjøset der står nord og syd og er langt og smalt. Det er dører på det i begge tverveigjom, men inga dør på langveigjom. Ret nord for nordre fjøsdør er der en søkk i marken med en stor stein, der kan døm grava so jad’n finn døm vatn.

(Jeg var korttænkt nok desværre til at undlate at bede om svar både om den syge og om Knuts terrengbeskrivelse stemmede med virkeligheten, og om de fandt vand, så jeg intet ved derom.)

Forbauset over hans skråsikre måde at svare på som over svaret, spørger jeg ham «Hvordan får du vite dette? Ser du det?»

«Nei, jeg ser det ikke; men det blir sagt mig i øret,» svarede han.

«Blir det sagt dig slig, at du hører det med dit legemlige øre da?» spør jeg.

«Nei, ikke det heller; men det blir sagt mig på en måte, som jeg sletikke kan forklare, alt det jeg skal svare, når folk spør mig efter noget eller vil ha råd av mig,» sa han. «Jeg vet ingen ting tå  mig selv, jeg lyt få det. Det kan nå slet ikke væra den onde ånd, som siger mig det, det må væra den gode ånd, å han aldrig siger mig andet end det, som er godt og uskyldigt.»

En sommer, jeg var på Dalbakken med skolen, kom en middelaldrende lærer, der tillige var gårdbruger, fra Voss og overnattede for dagen efter at søge råd og hjelp hos Knut, særlig for andre. Det var en oplyst, intelligent mand. Da han kom tilbage fra Knut, sa han:

Knut Rasmussen er en mærkelig mand, så nobel og på sin måde meget intelligent. Under samtalen med ham varmes man rent op av hans ædle ånd og kjærlige hjerte. Og disse forunderlige evner, som han har. Jeg skulde spørge ham om lettere adgang til vand for min nærmeste nabo, og han beskrev husenes beliggenhet og det omliggende tærrengs beskaffenhed så klart og overenstemmende med virkeligheden, at jeg kjendte igjen hver eneste sten, fordybning og forhøining træer m. m. Det var, som om han så det alt sammen; og han har ikke været der.

*

En aften bad Knut mig om en tjeneste.

«Meiner du ikke det da, at jeg har en femdalerseddel liggende. Jeg tyktest den var så pen, at jeg gjemte den, og no hører jeg, at det er for sent at veksle den inn igjen,» sa han.

«Det er det,» sa jeg; «men vi skal sende den til fogden, får vi se.»

Da jeg 14 dage derefter kom til ham igjen, sa han: «Jad’n gjek det godt med pengene lell; se her! » og holdt frem to tikronesedler.

«Ja, nå skal du ha kaffe au, og du skal ha denne,» sa han og rakte mig en halv rul tobak.

«Nei, jeg vil da slet ikke have noget for denne lille tjeneste,» sa jeg.

«Ja, men jeg vil, jeg,» sa han, «og du har ikke andet at gjøre, end som jeg vil nu.»

Da kaffebordet var færdigt, sa han til jenten, som opvartede: «Nei, nå vil vi drikke utor gromkoppom mine.» Jenten gik da ud og kom ind igjen med 1/2 dusin kaffekopper af ruteglas.

«Hvorfor har du sådanne kopper da, Knut?» sa jeg.

Jad’n skal jeg si dig det,» sa han. «Det var i lang tid, jeg ikke fikk drikke kaffe utur almindelige kopper, men bare utor en træskål. Når jeg tok en almindelig kaffekop, rystede og træktes hånden og armen slig, at kaffeen sprutede, og koppen kastedes langt bortover gulvet. Så fandt jeg på at bestille disse koppene på glasverket, og disse fik jeg drikke utor.»

Da Oscar den I. reiste til Trondhjem for at krones, havde der på et sted, hvor toget måtte standse forat skifte hester, samlet sig meget folk. «Jeg var der også,» fortalte Knut.

Da kongeparet med alle de fine herrerne var standset, sang jeg en sang til ære for kongemakten, og da sangen var slut, kom en af de fine herrerne med en hel næva småpenge og la i hånda mi; men hånden rystede slig, at pengene sprutede utover veien. En, som kjendte mig, plukkede dem opatt og stak dem i undvestlomma mi. Jeg fik ikke lov til å holde skillinger i hånden den gang.

Knut var bestandig, både sommer og vinter, både inde og ute, barhovedet. Hvorvidt det er sant, at det ikke sat hue på ham, ved jeg ikke af erfaring. Gamle Kristian L. Dalsholen fortalte, mens han levede, fra den tid Knut var under retsforfølgning, fordi han forkynte Guds ord på opbyggelsesmøter, følgende:

Det var ting på Rokvam hos lensmand Seielstad, og Knut var indkaldt for retten og stod ved skranken. Retten administreredes af sorenskriver Seier. En af thingalmuen satte en hat på Knut; men hatten for tilveirs og langt bortover folkeflokken uten nogen synlig årsag. Sorenskriveren blev så rystet derover, at han råbte: «Nei, bort med denne mand! Bort med denne mand! Jeg vil ikke have noget at bestille med ham.» Dette stod jeg selv og så og hørte, sluttede Kristian denne bemerkning.

Høsten 1874 flyttede jeg fra Svadsum og Espedalen. Knut levede nogle år efter. En sommer i denne tid besøgte jeg ham igjen. Da var han sengeliggende.

«Er du dårlig nu, Knut,» spurte jeg.

«Ja, jeg er låk, meget låk også,» sa han. Så lå han og tænkte lidt, og imens lyste hans ansigt op af indre glæde, og han sa: «Jeg trur, at jeg skal få koma hematt no.»

«Hvorav tror du det da?» spurte jeg.

«Jau,» sa han, «når det ha vanta meg någå før, so ha det bestandig blit sagt mig, hå eg skulde bruke for det; men no tier det still no, så jad’n trur eg, at eg får sleppe hemat no,» sa han inderlig glad.

Men han døde ikke den gang. Han blev nogenlunde frisk igjen, og levde i nogle år bagefter, såvidt jeg husker.

Efter at han var død, talte jeg med hans mest fortrolige omgangsven, Simen Megrund, en alvorlig kristen. Han fortalte, at sist på Knut levde havde han også nogle tunge, mørke dage; men det lysnede op og lettede for ham til slutning, så han døde i det visse glade håb om evig salighed for Jesu Kristi skyld.

Tilsidst vil jeg fortælle et lidet træk om ham fra den første gang jeg besøkte ham. Det var sidst i januar 1871, straks jeg var kommen som lærer til Svadsum. Jeg var meget tung i sindet over den forsømte skole, jeg var kommen til den gang. Det var nesten mørkt, da jeg kom ind til ham. Om lidt spørger han: «Hår er den mand fra da?»

«Jeg er nok den nye læreren deres,» sa jeg.

«Å nei, er du det?» sa han, reiste sig op, kom i møte med mig på gulvet og tog min fremrakte hånd med begge sine og sa: «Gud velsigne dig og velkomen åt oss. Det skal væra dårligt med skula her; men han, som har sendt dig åt oss, vil væra med dig, så du skal nok så, at det lykkast bære end du no trur.»

Når jeg til slutning skulde udtale, hvordan jeg opfatter Knuts usedvanlige person, særegne evner og hans udøvelse deraf, så vilde det sandeste, jeg kunde sige, være: «Jeg forstår det ikke.» Et tykkes jeg at være viss på, og det er, at Knut var en nådegave fra Gud til blidgjørelse af livet og til trøst og hjælp for alle, som kom i berørelse med ham.

Seielstad skole den 20. september 1904.

E .Garlid

 

Frå Galactic.no

Kommenter innlegget

Filed under Biografiar, Folketru, Menn

Legg att eit svar

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com logo

Du kommenterer no med WordPress.com-kontoen din. Logg ut /  Endre )

Google+ photo

Du kommenterer no med Google+-kontoen din. Logg ut /  Endre )

Twitter-bilde

Du kommenterer no med Twitter-kontoen din. Logg ut /  Endre )

Facebook-foto

Du kommenterer no med Facebook-kontoen din. Logg ut /  Endre )

w

Koplar til %s